Om Djeeo

I spillene gælder det om at score flest mulige points på tid. Deltagerne samarbejder på hold, og er fordelt på roller som agenter og kontrolrums-spillere. Sammen har holdet to hovedopgaver: Finde virtuelle poster udenfor og løse flest mulige opgaver korrekt. Agenternes primære opgave er at nå frem til posterne med vejledning fra spillerne i Kontrolcenteret (rum med PCer og evt. en storskærm/ projektor og lærred). Holdet kommunikerer sammen via mobiltelefoner. Agenterne er udstyret med en GPS tracking enhed/ GPS-sender, som hele tiden sender deres præcise geografiske position. På PC-skærmen kan spillerne i kontrolrummet hele tiden kan se hvor agenterne befinder sig. Undervejs fra post til post skal holdet løse opgaver i fællesskab. Her kræves et tæt samarbejde og god kommunikation mellem agenterne og spillerne indenfor, som hver især ligger inde med forskellige informationer, som er nødvendige at bruge for at løse opgaverne. Opgaverne kan have fagligt indhold fra alle fag f.eks. matematik, fysik, geografi og dans.

Spillene har to halvlege afbrudt af en pause. I pausen samles holdet indenfor, hvor de deler læringspunkter, diskuterer strategi og gør klar til 2. halvleg.

I 2. halvleg bytter deltagerne plads, så spillerne i kontrolcenteret løber udenfor, og agenterne fra første halvleg nu sidder i kontrolcenteret. Det hold som løser flest opgaver korrekt scorer flest point og vinder spillet.

Efter spillets afslutning kan der laves en evaluering, hvis det indgår i et undervisnings- eller udviklingsforløb. Der kan kigges nærmere på opgaverne der er løst eller den adfærd og samarbejdet, som er udvist under spillet.

DJEEO anvendes også som en platform for spil, der bruges som en sjov og anderledes måde at være sammen på i fritiden, eller for spil der har til formål at formidle omkring et tema.